Comedy Zoo on Tour – Marts 2017

Sandelig om ikke marts igen bliver den måned jeg tager rundt i landet.
I 2015 var det med Kristen i Krise.
I 2016 var det med Næste(n)kærlig.
Og i år bliver det med Comedy Zoo On Tour sammen med Lasse Rimmer.

I den forbindelse bliver der skrevet en presse-tekst (den har jeg ærlig talt ikke selv formuleret – ærlig talt 😉 ) Håber vi ses derude. Du kan finde alle shows på jakobsvendsen.dk/shows.

Comedy ZOO On Tour præsenterer Jakob Svendsen og Lasse Rimmer – en aften med intelligente observationer og superskarpe jokes

Få komikere kan som Jakob Svendsen spille op til Lasse Rimmers vid og bid. Man kan derfor glæde sig til en vanvittig morsom Comedy ZOO On Tour spækket med intelligente observationer omsat til skarpe jokes i mere eller mindre faste rammer. For hvor Jakob Svendsen er klar med et gennemskrevet godt sæt, bevæger Lasse Rimmer sig på kryds og tværs, derhen hvor det er sjovt og hvor han bliver klogest på, hvornår han føler sig dummest!

Jakob Svendsen vandt Danish Open i stand-up i 2010 og kom samme år i finalen i DM i stand-up. Han har siden leveret de to one man shows Næste(n)kærlig og Kristen i krise, der, som titlerne afslører, kredser om hans liv som kristen i vores tid. Det berører han også her i sit 30 minutters sæt, hvor han også udleverer detaljer fra sine terapisessions og taler om andre ting, der irriterer ham, bl.a. hvordan det føles at være et asocialt menneske og hvor akavet han derfor føler sig i selskab med andre mennesker. Det kommer der rigtig mange sjove jokes ud af.

Lasse Rimmer fortsætter i en times spritnyt materiale, der ikke har noget overordnet tema andet end at være forrygende morsomt. Vi har igennem Lasse Rimmers karriere oplevet ham i fire anmelderroste one man shows, der alle havde et tema som udgangspunkt, senest Kæpheste fra foråret 2016, der bl.a. fik ord som “virkeligt sjov” og forbandet god” med på vejen. Det bliver derfor en særlig oplevelse at nyde Rimmer på slap line, hvor han, inspireret af publikum og øjeblikket, excellerer i sin fantastiske evne til at smede superskarpe jokes på stedet.

Der er ingen tvivl om, at de to komikere supplerer hinanden godt og appellerer til comedy-feinschmeckere. Er du én af dem, vil du ikke gå glip af marts måneds Comedy ZOO On tour.