JAKOB SVENDSEN

Ode til cykel

Skrevet: 6/12-2006 | Under: Tanker
Advarsel:
Velkommen til det første oprigtigt bitre og negative blogindlæg - Dette vil være negativt på den negative måde, uden at være sjovt eller humoristisk, eller skrevet med et glimt i øjet. Ej heller vil der blive brugt smileys!

Ode til cykel
Tak, O du herlige transportmiddel.
Jeg kommer hurtigt langt omkring.
Den offentlige transport kan ikke konkurrere med hvad du kan tilbyde.
Det går let som ingenting.

O du ypperligste af jernheste.
Intet specielt var du - i denne verdens øje.
men for mig var du livsnerven - min mulighed for at komme rundt.
Sammen kunne vi alt! Ingen var et team som vi.

Blot er "vi" ikke mere!

Jeg har fået stjålet min cykel! Nogen har følt sig berettiget til at tage min låste cykel, der stod foran en kirke!
Min cykel var ikke ny og skinnende. Faktisk var det en gammel brugt cykel, Lars har sat i stand til mig. Og den virkede, og jeg brugte den med stort velbehag hver dag. Og sammen var vi Elvis af cykelstien.

For tyven har det resulteret i et af to; Enten 15 minutters sjov med at ødelægge min cykel eller en uretmæssig cykel.
For mig betyder det at jeg nu skal ud og bruge tid på at finde en ny (brugt) cykel, og bruge penge på en ny cykel (i december måned!).
Alt i alt (efter min mening) utrolig lille gevinst for tyven i forhold til det bøvl jeg får ud af det.

Smede til tyv
Ak, du ynkelige repræsentant for menneskeheden.
Jeg afskyr dine handlinger og hvad du står for.
Jeg håner din lave intelligens, og din enfoldighed.
Tænk at du som er et af mine medmennesker er så ynkværdigt
at du ikke engang magter at kende forskel på dit og mit.

Hvor er din hyldest af fejheden pinlig.
En kujon der ikke tør komme og fortælle mig:
"Jeg tager den"
Tænk at din tanketomhed gør...
Jeg er for vred. Du er ikke værdig at spilde mine ord på

Sørgeligt Pinligt Ynkeligt!

Jeg har undersøgt markedet, og det viser sig at brugt-cykelforhandlere på Nørrebro mener at hvad de har parkeret udenfor - under deres "Brugt cykler sælge"-skilt - er det pureste uld. En gennemsnits-brugt-cykel koster 1200 kr. Dvs. hvis jeg tager på lossepladsen og finder en gammel cykel og sætter en ny saddel på, så er den pludselig over tusinde kroner værd?
Retfærdigvis skal så siges: "Hvis du mener det er så let, så gør det dog selv!" - men der er jo en grund til at jeg læser på universitetet. Netop den at for mig er det jo ikke så let. Dermed er der kun en løsning: Jeg kaster mig selv helt i brugt-cykel-pusherens vold, erkender min afhængighed af ham, og må derfor betale derefter!

Tak o prægtig cykel for den tid vi havde sammen.

Når et lys slukkes, så tændes der et nyt
Navn [valgfrit, vises] :

Email [vises ikke] :

Website [valgfrit, vises] :

Kommentar [vises] :

For at undgå spam - skriv hvad der står i dette felt:

HA!

På billedet står der:

xhtml css copyleft rss